Som at bevæge sig i et bjerglandskab

Som at bevæge sig i et bjerglandskab, med vidunderlige vista, frodige dybe dale, stikkende kratværk, den berusende duft af blomstrende timian. På vej mod tinden, fordi den nu engang blev fastlagt som målet, undervejs lige dele skræmt og fascineret af den stejle skråning, som stien skærer sig ind i.

Men langsomt ændrer rejsen sig fra at dreje sig om at nå målet, som ganske sikkert vil belønne med en berusende udsigt, til at være i hvert skridt, hvert næste sving som stien slår. Alt drejer sig om bevægelsen, om kroppen i landskabet, i vinden og solen.

Sådan er det at være i mit sted. Det er en hård rejse, det drejer sig om at få taget det næste skridt, og om at være opmærksom i lige netop det øjeblik, hvor foden rammer jorden.

Imellem bjergene høres en gammel hyrdes sang, og gederens spæde klokker blander sig med cikadernes konstante vibrato. Det føles betryggende med den gamle mand og gedernes selskab.

Så løfter jeg igen mit ansigt og ser at du ser mig og hviler lidt i dine øjne. Men du er her ikke. Så bærer jeg mig selv. Og tænker at du måske kommer, når du hører hvor smukt her er.