Om at kende sig selv, om ekstase og entusiasme

Orakler − som nu Pythia i Delfi eller Oraklet i the Matrix – bringes, som vi ved, i en tilstand af ekstasis – en ståen-uden- for-sig-selv, i trance. At træde ud af sig selv er nødvendigt for at gøre plads til entusiasmen − at gøre plads til at lade sig fylde af gud, eller fylde af guddommeligt nærvær, entheus. Den guddom er den, vi har inden i os — som Sokrates’ dæmon, formidleren, forbindelsen mellem det guddommelige og det menneskelige.

I filmen the Matrix forekommer der en scene i en lejlighed, som tilhører den figur, der i filmen kendes som Oraklet.  Over hendes køkkendør hænger en tavle med indskriften nosce temet, den latinske oversættelse af det græske gnothi seauton, kend dig selv − som stod skrevet over indgangen til Apollons tempel i orakelhelligdommen i Delfi på Peloponnes.

De, som søgte råd hos Apollon og hans orakel, præstinden Pythia, måtte først granske sig selv for at kunne modtage råd. Som Neo, hovedpersonen − og frelseren − i the Matrix må forstå sig selv for at kunne rumme sin skæbne i det spil, forsynet har sat ham i.

Jeg finder det interessant, at nosce temet − kend dig selv — står over oraklets køkkendør... Jeg elsker køkkener og jeg elsker at lave mad. Fordi det er grundlæggende meningsfyldt, fordi god mad glæder. Omgivelserne og en selv.

Skal oraklet besøges, skal man gennem køkkendøren og mindes om, at man må stræbe ærligt efter at forstå sig selv i verden. For at blive klogere på verden og på livet.

Man kan vælge at betragte denne stræben efter at kende sig selv som selvoptaget, narcissistisk. Men selvindsigt findes ikke uden gennem ens medmennesker. Det er en viden, der gives af den anden. Det er ved at se sin elskede i øjnene, at man ser sig selv. Og det er, når den anden ser en, at man eksisterer, bliver fremkaldt. Velsignet af tilsynekomsten. 

Uskarpt men klart

Sådan som vi har indrettet os. Sådan som vi troede, at livet var. Til at håndtere efter faste principper for hvad der er sandt, ondt eller godt, retfærdigt, ligefrem rimeligt.

Det kan du jo ikke leve med i længden, siger de i bedste mening.

Det viser sig imidlertid ved nærmere gennemlevelse, at livet i virkeligheden står evindeligt uskarpt. Og netop dette er måske faktisk den største nådegave? Mens håbet og fortvivlelsen går hånd i hånd i et eget særegent klart lys.

Den sene eftermiddagssols klare lys på muren i bjergene bag oldtidens

Halikarnassos. Lige netop dér ligger et stykke af mit hjerte. Godt!

Turtles

There is an Indian story - at least I heard it as an Indian story - about an Englishman who, having been told that the world rested on a platform which rested on the back of an elephant which rested in turn on the back of a turtle, asked (perhaps he was an ethnographer, it is the way they behave), what did the turtle rest on? Another turtle. And that turtle? "Ah, Sahib, after that it is turtles all the way down." Such, indeed is the connection of things... Cultural analysis is intrinsically incomplete. (Clifford Geertz, The Interpretation of Cultures, 1973)

I like the turtles; in fact my first turtles in the landscape experiences happened in the summer of 1996, at ancient Theangela. These slow - or I think I prefer to see them as hesitant, reluctant animals - moving, but slowly-slowly, yavas-yavas, siga-siga, as my human foundation. And I am much more fund of the metaphor than Newton's shoulders of giants. Maybe because I imagine those giants as rough creatures, moving in abrupt manners, or perhaps standing still as Atlas carrying the weight of the sky on his shoulders. Not much dynamics left in that image.

Turtles may be slow; surely they are not very clever. But they are well-adjusted to their living conditions, they are tougher than many others, and they move, rapidly even, when they lay eyes on what they desire.

Cistern at Theangela, east of Halikarnassos. Beatiful pillars with drafted corners!

Som at bevæge sig i et bjerglandskab

Som at bevæge sig i et bjerglandskab, med vidunderlige vista, frodige dybe dale, stikkende kratværk, den berusende duft af blomstrende timian. På vej mod tinden, fordi den nu engang blev fastlagt som målet, undervejs lige dele skræmt og fascineret af den stejle skråning, som stien skærer sig ind i.

Men langsomt ændrer rejsen sig fra at dreje sig om at nå målet, som ganske sikkert vil belønne med en berusende udsigt, til at være i hvert skridt, hvert næste sving som stien slår. Alt drejer sig om bevægelsen, om kroppen i landskabet, i vinden og solen.

Sådan er det at være i mit sted. Det er en hård rejse, det drejer sig om at få taget det næste skridt, og om at være opmærksom i lige netop det øjeblik, hvor foden rammer jorden.

Imellem bjergene høres en gammel hyrdes sang, og gederens spæde klokker blander sig med cikadernes konstante vibrato. Det føles betryggende med den gamle mand og gedernes selskab.

Så løfter jeg igen mit ansigt og ser at du ser mig og hviler lidt i dine øjne. Men du er her ikke. Så bærer jeg mig selv. Og tænker at du måske kommer, når du hører hvor smukt her er.