Turtles

There is an Indian story - at least I heard it as an Indian story - about an Englishman who, having been told that the world rested on a platform which rested on the back of an elephant which rested in turn on the back of a turtle, asked (perhaps he was an ethnographer, it is the way they behave), what did the turtle rest on? Another turtle. And that turtle? "Ah, Sahib, after that it is turtles all the way down." Such, indeed is the connection of things... Cultural analysis is intrinsically incomplete. (Clifford Geertz, The Interpretation of Cultures, 1973)

I like the turtles; in fact my first turtles in the landscape experiences happened in the summer of 1996, at ancient Theangela. These slow - or I think I prefer to see them as hesitant, reluctant animals - moving, but slowly-slowly, yavas-yavas, siga-siga, as my human foundation. And I am much more fund of the metaphor than Newton's shoulders of giants. Maybe because I imagine those giants as rough creatures, moving in abrupt manners, or perhaps standing still as Atlas carrying the weight of the sky on his shoulders. Not much dynamics left in that image.

Turtles may be slow; surely they are not very clever. But they are well-adjusted to their living conditions, they are tougher than many others, and they move, rapidly even, when they lay eyes on what they desire.

Cistern at Theangela, east of Halikarnassos. Beatiful pillars with drafted corners!

Som at bevæge sig i et bjerglandskab

Som at bevæge sig i et bjerglandskab, med vidunderlige vista, frodige dybe dale, stikkende kratværk, den berusende duft af blomstrende timian. På vej mod tinden, fordi den nu engang blev fastlagt som målet, undervejs lige dele skræmt og fascineret af den stejle skråning, som stien skærer sig ind i.

Men langsomt ændrer rejsen sig fra at dreje sig om at nå målet, som ganske sikkert vil belønne med en berusende udsigt, til at være i hvert skridt, hvert næste sving som stien slår. Alt drejer sig om bevægelsen, om kroppen i landskabet, i vinden og solen.

Sådan er det at være i mit sted. Det er en hård rejse, det drejer sig om at få taget det næste skridt, og om at være opmærksom i lige netop det øjeblik, hvor foden rammer jorden.

Imellem bjergene høres en gammel hyrdes sang, og gederens spæde klokker blander sig med cikadernes konstante vibrato. Det føles betryggende med den gamle mand og gedernes selskab.

Så løfter jeg igen mit ansigt og ser at du ser mig og hviler lidt i dine øjne. Men du er her ikke. Så bærer jeg mig selv. Og tænker at du måske kommer, når du hører hvor smukt her er.