Uskarpt men klart

Sådan som vi har indrettet os. Sådan som vi troede, at livet var. Til at håndtere efter faste principper for hvad der er sandt, ondt eller godt, retfærdigt, ligefrem rimeligt.

Det kan du jo ikke leve med i længden, siger de i bedste mening.

Det viser sig imidlertid ved nærmere gennemlevelse, at livet i virkeligheden står evindeligt uskarpt. Og netop dette er måske faktisk den største nådegave? Mens håbet og fortvivlelsen går hånd i hånd i et eget særegent klart lys.

Den sene eftermiddagssols klare lys på muren i bjergene bag oldtidens

Halikarnassos. Lige netop dér ligger et stykke af mit hjerte. Godt!